Sjov med Photobooth

I søndags prøvede jeg noget rigtigt sjovt sammen med far, noget der fik os begge til at grine, så vi fik ondt i vores maver. Når I ser de billeder min far har vedlagt, vil I forstå hvorfor.

På fars computer ligger der et program der hedder Photobooth. Der er også et lille kamera indbygget i computeren (ja, det _er_ en lækker lille sag), som man kan tage billeder med. Photobooth har så nogle filtre som man kan sætte på kameraet, så det forvrænger billederne så man kan få mærkelige, sjove resultater ud af det.

Se på de her billeder og vurder selv:

 
Jeg trængte også til at blive klippet...
Jeg kan altså ikke se den flue på min næse, far...
Ærgeligt at mor ikke også var med - det kunne have været et rigtig godt familiebillede det her
Ja man skulle ikke tro at det er mig vel?
Kan I se om der er noget oppe i min næse?
Pas på nu kommer slangen...

Læs mere Sjov med Photobooth

Jeg har lært at cykle selv!

Så kom den begivenhed som mange har ventet på – ja, i hvert fald som jeg og far har ventet på og set frem til længe: Jeg kan cykle selv.

Ja, ikke for at prale, men det kan jeg altså. Jeg lærte det i lørdags, sådan bare lige. Det er selvfølgelig nemt nok når man har sådan en far som jeg har, det må jeg sige. Han støttede, hjalp og opmuntrede det bedste han har lært. Og han var ikke bleg for at løbe rundt efter mig i en times tid, mens jeg fandt trådet og især balancen. Det gjorde det meget nemmere for mig.

Lørdag eftermiddag spurgte min far mig om vi ikke skulle prøve at se om jeg kunne køre selv. “Jo, det vil jeg gerne” svarede jeg selvfølgelig. For hvem vil ikke gerne det når de har glædet sig til det i alt for lang tid? Så vi tog over i til trafiklegepladsen i fælledparken, hvor far skruede stangen af min cykel og satte min saddel ned.

Jeg satte mig ivrigt op på cyklen. Men ved I: Det er slet ikke så nemt som jeg troede. Den dumme cykel ville hele tiden vippe fra side til side, så jeg ikke kunne køre i den retning jeg gerne ville. Men fars opmuntrende støtte hjalp, og efter et kvarters tid kunne vi starte sammen, og jeg kunne så køre selv mens far løb bagved mig, klar til at gribe hvis jeg kom på afveje. Og det gjorde han godt, må man sige, i den times tid jeg drønede rundt på trafikområdet på legepladsen.

Da vi skulle hjem, satte far stangen på cyklen igen, selvom jeg protesterede højlydt. “Hvorfor skal den stang på når jeg godt kan cykle selv?” Men på kom den altså.

Da dagen endelig var overstået, faldt far og jeg om tidligt på aftenen, og sov godt til næste morgen hvor vi…

Surprise!! Cyklede! Denne gang gik der ti minutter uden den dumme stang, så stoppede og startede jeg selv, og far kunne slippe for at løbe rundt efter mig. Jeg mødte heldigvis et par af mine kammerater fra børnehaven, som jeg stolt kunne fortælle hvad nys havde lært! Rar fornemmelse…

Så Mormor, Farmor, Farfar og Morfar: Vær parat til at se lynet på to hjul, næste gang i henter mig!

 
Vil I se mig køre på min cykel - helt selv?
Dyt-dyt far - du står i vejen
Nå, må hellere holde tilbage for rødt. Det siger far og mor at man skal
Så er det efter henden den søde derovre
Bare jeg kan holde balancen